Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Synlig Læring

Synligt lærende elever

På Stilling Skole betyder synlig læring, at eleverne opnår kompetencerne til at blive synligt lærende. 

Synlig lærende elever forstår, at læring er en proces, som de kan forstå og benytte ved at stille spørgsmålene: Hvor er jeg, hvor skal jeg hen, og hvordan kommer jeg derhen. På denne måde lærer de at lære.

Det kræver, at læringen er synlig, og derfor må eleverne have klare mål og succeskriterier og få feedback på, hvordan de klarer sig. De skal også kende vejen til målet og vide, hvilke læringsstrategier de kan benytte sig af, og hvad de kan gøre, hvis de går i stå. 

Synligt lærende elever er nysgerrige og tør tage nye udfordringer op. De har et udviklende tankesæt, så de ved, at de lærer og udvikler sig ved at gøre en indsats og arbejde hårdt. De engagerer sig i en opgave og et samarbejde.

Synligt lærende elever tør tage chancer og lave fejl, for de ved, at de udvikler sig ved at få passende udfordringer, og at fejl er en del af enhver læringsproces, som man kan lære af. Det stiller store krav til læringsmiljøet, som skal være trygt, støttende, inspirerende og udfordrende.